Dejo – mit alting

Dejo – mit alting

4. december 2018 Af Vicky Mathiesen

I sommeren 2006 stod jeg i Ungarn, sammen med Ole og kiggede på heste. Vi havde i løbet af de 36 timer, siden vi satte fødderne i Budapest Ferihegy Lufthavn, allerede set 30 heste, hvoraf kun én på et statsstutteri, havde været nogenlunde interessant.

Jeg havde ingen anelse om, at mine mange år fremover, stod til at skulle blive ændret, da vi kørte ind på Familien Kovács gård. Vi fik fremvist et par heste der svarede til de kriterier vi havde opsat, og ja, den ene kunne også godt være et emne.

Men Michály Kovács havde en vallak mere, han gerne ville vise os, skønt den med sine kun 3 år, var yngre end det vi ledte efter. Mange foranstaltninger blev taget inden man hentede hesten. Hjørnet af ridebanen, der vendte mod løsdriften, blev eksempelvis hegnet af, og en hjælper med pisk blev anbragt i det indhegnede hjørne. Det stod hurtigt klart, at det var for at forhindre den unge vallak i, at forsvinde ud over hegnet og hen over lågen ind i løsdriften, hvor hans mor og lillebror gik.

Vilddyret blev hentet og ladt løs på banen, han havde en fest! Hurtigt fik han lokaliseret løsspringningsbanen og så gik han ellers i gang. Løsspringningsbanen bestod kun af støtter i den ene side ind mod midten, i den anden side ud mod hegnet, hang der løkker i forskellige højder i træerne og bommene blev så lagt ind i de forskellige løkker, og hang så og dinglede der. Vallakken sprang som var han betalt for det, og selvfølgelig skulle han da med til Danmark.
Sådan endte Dejó i Danmark.

Sidan da har Dejó været en stor del af mit liv, vel faktisk den største del, hvis jeg skal være ærlig. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv uden ham, og uanset hvad fremtiden må byde os, bliver han hos mig til den bitre ende.

Men årene der er gået, har budt på mange ting.
Da Dejo var fyldt 6 år i 2009, besluttede Ole og jeg, at nu måtte vi ha ham realiseret. Der var kunder fra flere lande, til både spring og military, men Dejo viste sig hver gang fra sin værste side. Han var sød og artig, lige indtil kunden skulle springe oxer, så sprang han dem af, bare fordi han vidste, han kunne. Resultatet blev at kunderne landede med et brag på jorden. Jeg har selv prøvet det et utal af gange, det er som at sidde på en katapult, og det er praktisk talt umuligt at holde sig på. Nu, i en alder af snart 16 år, gør han det stadig af og til – og det er bare fordi, han ved, han kan. Han er skøn.

Salget af Dejo blev indstillet. Ikke fordi han blev ved med at sabotere vores anstrengelser, men fordi Dejo og jeg så ud til at kunne få succes med military. Vi startede vores første CNC90 militaryklasse i maj 2009 og i juni 2009 var vi med til at vinde sølv til DM for hold. I juni 2011 debuterede vi i CNC2* med bronze til senior DM. Afsted det gik. 2013 blev vores debut i CCI3* og da sæsonen var slut, stod vi med vores kvalifikation til VM, som skulle afholdes i Normandiet i 2014. Et mesterskab vi dog ikke fik lov at ride. I stedet red vi i 2014 vores største stævne og oplevelse til dato. Det store 4* stævne i Luhmühlen, hvor vi deltog i den 3* klasse, der samtidig er det tyske mesterskab.

2014 bød også på en skade. En skade som ikke var sådan at finde. Jeg rekvirerede gentagne gange dyrlægen, som ledte og ledte, og når hun spurgte hvad det var jeg observerede var svaret hver gang ”jamen, han er ikke vild på folden”. Det er svært, når det er den eneste parameter man har at arbejde ud fra, og min stakkels dyrlæge må ha tænkt sit. Efter 3 måneder, vel at mærke uden ridning, blev Dejo så pludselig halt.
Historien om forløbet er lang, men til sidst fandt man en skade, på det ligament der ligger over rygsøjlen. En skade der er kommet fra et slag. Måske fra leg med en anden hest, måske fra at rulle sig på en sten, måske han har ligget fast i boksen. Det er ikke til at vide, men fejlen var fundet. Den pludseligt opståede halthed kom sig af et nyligt smedeskift. En smed der ærgerligt nok ikke magtede opgaven omkring Dejos yderst vanskelige og forskellige hove. En designmæssig udfordring Dejo er født med.
Ryggen skulle blot ha fred, det havde den jo allerede haft i 3 måneder, så det fortsatte vi med. Mht. hovene så kørte jeg hver 5 uge, det næste års tid, til Højgård på Fyn for at få rettet op på problemet.

På dette tidspunkt troede jeg stadig på et comeback. Det er aldrig kommet. Vi genoptog træningen den vinter, deltog til landsholdssamlingerne og det hele kørte, indtil Dejo, ved vores sæsonstart i 2015, hang fast i mudderet, i et afsæt i Tyskland. Jeg fløj af, slog hovedet og fik midlertidigt hukommelsestab, mens Dejo heldigvis redede sig selv fra et træls fald. Det år forsøgte jeg gentagne gange, at få det hele back on track, men det kom aldrig til at lykkes. Jeg meddelte landstræneren, at jeg måtte melde fra.

Jeg var til sidst ved at rive håret af mig selv. Jeg endte med at tage samtaler ved en mental træner/sports coach for, at få styr på mine egne tanker. Jeg var, selvom jeg udmærket vidste bedre, gået i gang med en mental nedbrydning af mig selv. Jeg skridtede hen foran spejlet i ridehallen, og gentog for mig selv hvor dårligt jeg red, hvor uduelig jeg var, hvor latterlige mine ambitioner var og hvad jeg egentlig selv troede, jeg havde gang i. Det er det dummeste, man overhovedet kan gøre. Hvis man tror resultatet bliver, at man tager sig mere sammen, træner mere, og bliver bedre, så kan man godt tro om! Man bliver sin egen værste fjende. Det brugte jeg hele 2015 på.

2016 kom, og jeg havde fået styr på mine tanker. Vi startede det år syv CNC100, en CNC1* og en CIC1*. Ikke noget svært, med alle med stor succes og ingen fejl. Selvom det ikke er præmier der er altafgørende for, om man har haft succes, så blev det det år til fem første, en tredje, en fjerde, en syvende plads og en gang første uplaceret. Den sæson var så meget sjovere end den forrige, selvom vi overhovedet ikke deltog på det niveau, jeg havde ambitioner om. 2016 blev også det år hvor jeg fandt mere glæde ved ridebanespringningen igen. Dejo og jeg havde til militarystævner i 3* selvfølgelig sprunget 125 cm ridebanespringning, men til alm springstævner havde vi kun gjort det en gang i 2012 og en gang i 2014. Det var gået fint med en placering som nr. 11 og en runde med 4 fejl, men jeg havde værget mig mod at ride sværhedsgrad 3 for ikke at blive rytterkategori 4. Det så jeg nu stort på, så jeg blev i dec. måned rytterkat 4 og vi red vores første MA* springning mellem jul og nytår.

På et eller andet tidspunkt i alle de hersens op og nedture, plusser og minusser, glæder og sorger, gik det op for mig, at ridning og mit liv med Dejo, ikke bare skulle være et spørgsmål om at nå et mål. Det skulle være sjovt, for os begge. Ikke fordi Dejo har været presset, til at gå det han har gået, han har uden tvivl også haft det både godt og sjovt, men hårdt, undervejs. Men det der jagen efter først dét resultat, så dét resultat og så dét resultat, og at finde en plan b, c måske d hvis ikke plan a lykkedes, uden rigtig at have økonomi til det, det var bare ikke længere det jeg ville. Det var sjovt så længe det varede, og så har vi prøvet det.
Sideløbende med alt det her hyggede vi os. Dejo og jeg har nu gennem en årrække redet med til shows på LF Hestedag, Roskilde Dyrskue, Store Hestedag, Ponyhingstedag øst og på div. rideklubber.

Det står ret klart, at Dejo ikke på nogen måde er sart med, hvad han skal springe over, og det har vi meget sjov ud af. Det skal dog påpeges, at jeg og mit team er meget seriøse omkring, hvordan vi præsenterer ham for de forskellige opgaver, og at hans sikkerhed er vores højeste prioritet. Uanset er der jo altid en risiko for, at noget går skævt, men det ville der også være ved at ride military.

Vores Urban Equine Lifestyle serie som vi laver med vores gode ven, fotograf Erik Kunddahl, er endnu et af de påfund, der er blevet plads til, efter at sporten fylder mindre. Vi har det sjovt og slapper af med det vi laver, når vi sammen rejser rundt i det danske land, efter nye scener til vores fotos. Fotoserien er blevet godt taget imod på de sociale medier, og det er der kommet mange spændende kontakter og tilbud ud af.

Falsterbo Hunting var en klasse, jeg havde drømt om at ride i årevis. Desværre render det altid sammen med DM i military, så for mig var det ikke en mulighed. Det ville kræve jeg ikke red DM, og DM det skal man jo ride.
I 2016 var der dog en undtagelse. DM var blevet rykket, og jeg fik Dejo meldt til i det svenske. Derefter var det blot at vente og se, om man så også blev en af dem, der fik lov at ride. Men heldigvis gjorde vi det. Det år sluttede vi som nr. 5, lige uden for placering, men hvor havde det da været sjovt.

Året efter var jeg ikke i tvivl. Vi skulle ride Falsterbo ….. og DM. Jeg meldte os i hvert fald til begge steder. Virkeligheden blev, at Dejo kun gik Falsterbo, men det var sandelig også så alt rigeligt. For hold nu op en oplevelse det var, at vinde den puplikumspopulære klasse. At det så lod sig gøre endnu engang i 2017 er jo intet mindre end fantastisk. Dejo har begge år været helt eminent. Han spurter rundt efter mine anvisninger, på en totalt forvirrende rute, og han er så fantastisk. At sidder der, på ryggen af det mest dyrebare jeg har, til præmieoverrækkelse for fulde lægter på Falsterbo, er noget af det mest fantastiske jeg har prøvet.

Faktum er, at Dejo og jeg de seneste år og fremover kun gør det, som er sjovt, det vi har lyst til og det der giver værdi for os. Det er slut med at jagte planer, kvalifikationer og resultater. Vi træner, vi hygger og vi har det sjovt. Vi arbejder hårdt på de projekter vi går ind i, vi har ambitioner og vi sveder over arbejdet. Men det der betyder noget er at vi hygger os samtidig.

Dejo er ved at være det man kalder, “god med brugt”. Fra naturens hånd har han lidt designmæssige udfordringer, og man kan undre sig over, hvordan han overhovedet har holdt, til det niveau han har konkurreret på. Efter dyrlægens udsagn burde han ikke have kunne.
Derfor er noget af det der ligger mig mest på sinde nu, hvordan jeg, fortsat, holder Dejo sund og rask og arbejdsdygtig. Jeg kunne godt sætte ham op til nogle flere sæsoner med military på højere niveau, men det vil betyde, at jeg fysisk slider ham op, og det synes jeg ærligt talt ikke, han har fortjent.
Det betyder ikke at jeg ikke bruger ham, men jeg bruger ham ikke så hårdt som før. Han holder ikke til at blive holdt i form. Galoptræningen som han behøver for at gå svær military, er hårdt ved bentøjet, og jeg ville ødelægge ham på at blive holdt i topform. Nu er han i form til at gå stævneweekend i middelsvær springning., og han kan ret hurtigt sættes op til at gå 1* military, og det er nok for os.

Jeg er ham så evigt taknemmelig for alt, hvad han har givet mig af sig selv, og jeg ville ønske, at han kunne blive for evigt.