Egen succes eller andres fiasko?

Egen succes eller andres fiasko?

17. august 2019 Af Vicky Mathiesen

Alle må ha oplevet det, ryttere der har en mening om hvem der må starte hvad og hvorfor.

Hvorfor er det at nogle ryttere ikke bare kan ride deres egen hest, deres egen chance og koncentrere sig om egen performance. I stedet flytter de fokus til hvad andre ryttere gør, hvad de har præsteret og hvad de synes om den pågældende rytter. Det forekommer mig som spild af energi, tid og ikke mindst penge. Man vil for evigt støde ind i konkurrenter, der har mere erfaring en én selv, har en ældre og mere rutineret hest, end den man selv har, men man bør kunne abstrahere fra den slags fakta og levere et godt stykke arbejde alligevel, uddanne sig selv og sin hest, udvise godt horsemanship og ikke mindst godt sportsmanship. Det er ikke charmerende når man hører ryttere stå ved hegnet og ønske konkurrenten på banen fejl. “Riv nu ned, riv nu ned, riv nu ned”.

Det er sådan indrettet, at vi alle kan læse i propositionerne hvilke ryttere og heste der er tilladt, at starte i de forskellige klasser. Det er unægteligt såre simpelt. Hvis en hest og rytter er startberettiget, er de startberettiget, og så er den ikke længere. Problemet opstår, når folk melder til klasser de ikke er startberettiget i. Sådanne situationer er en helt anden sag, og disse ryttere bør naturligvis korrekses, og vi ryttere bør i det hele taget være mere disciplinerede end, at udføre den slags manøvrer. Man er jo ikke i tvivl om, hvilken rytterkategori man selv er, hvilke klasser man har deltaget i, eller hvor gammel den hest man sidder på er.

Sidste weekend var det mig og min deltagelse i en klasse, en konkurrent havde en mening om.

Jeg havde meldt til i Derby klassen til Vindinge Open, en klasse som drejer sig om at springe en forlænget bane, med forskellige forhindringstyper på tid. Dog skal det siges, at alle forhindringer har en nedslagsdel, altså ikke er faste forhindringer.

En af min elever stod ved indridningen og betragtede Dejo og jeg ride rundt på banen, alt imens en af de andre ryttere, der havde redet, stod ved siden af og højlydt og vidt og bredt udtalte sig om, hvorvidt det var fair, at jeg startede. “Jeg var jo militaryrytter!” Hvad min tidligere militarykarriere overhovedet har med min deltagelse i et springderby at gøre, ved jeg ikke, men jeg var da trods alt, ikke den eneste med military skrevet på CV’et.

Jeg ved ikke rigtig om jeg vil sige, at det direkte generer mig, men det får mig til at tænke “hvad er det så, de mener jeg må ride”?

Military er ret udelukket. Dejo har ikke startet noget seriøst military i flere år. Han er ved at være gammel, han er slidt og holder ikke til det. Jeg rider faktisk, af samme årsag, ikke ret mange stævner på årsbasis, og som oftest rider jeg kun én klasse til hvert stævne. Men ja, han er rutineret, jeg har en del rutine, men sammen har vi rigtig meget rutine fordi vi kender hinanden ud og ind. Vi har haft hinanden i 13 år. Dejo er lavet så han passer lige præcis til mig, og han kender nærmest kun mig som rytter. Alt det betyder, at vi som hovedregel leverer nogle rigtig stabile og gode runder, og ja, ofte falder der en præmie af. Men hvis man går nærmere i dybden med vores resultatliste er den faktisk ikke ret prangende.

Som konkurrencemennesker flest, vil jeg rigtig gerne vinde, men jeg er ikke bleg for at indrømme, når andre er bedre end mig, eller ønske en bedre placeret rytter tillykke, og samtidig mene det oprigtigt. Det er ingen skam, at tabe til en der gjorde det bedre, og det betyder heller ikke at man ikke selv var god og gjorde et godt job.

Spørgsmålet er, om man helst vil vinde på baggrund af egen succes eller på grund af andres fiasko? Eller er det bare ligegyldigt, set i det store billede?